Min mor efterlod nogle fotoalbums med små sort-hvide billeder. På billederne før 1953 (mit fødeår) vidste jeg jo godt, at det var min mor og min far og min søster, jeg så, men jeg kendte dem ikke – ikke som de var, da billederne blev taget: Det var dét, jeg forsøgte at regne ud og formidle med denne udstilling.

Her er den information, galleriets gæster kunne læse.

 

ALBUM

Anne Lorenzen oktober 2015

Malerier, collager, keramik

 

Alle er vi rundet af en fortid, vi ikke kender. Alle har vi forældre, vi aldrig har mødt. Vi har alle sammen ikke været der – dengang, før vi blev født.

Værkerne i denne udstilling er baseret på billeder fra min mors fotoalbums fra perioden 1942-1952, altså før jeg blev født. De fleste fotos er fra rejser – mine forældre rejste meget.

Som barn har jeg hørt om rejserne, men nok ikke hæftet mig særligt ved dem. Siden har jeg fundet disse albums blandt min mors ting og har oplevet en mærkelig fascination af de personer, jeg ser på billederne. Mærkelig, fordi de her mennesker, som er mine rødder og min biologi, forekommer mig helt fremmede. Hvorfor var de på det sted? Hvad syntes de om det, de oplevede? Hvad sagde de til hinanden? Hvad tænkte de? Hvem var de, egentlig?

Jeg synes på en måde, at jeg trænger mig ind i et privat rum. Der er ikke tænkt en tilskuer ind i fotografierne; selv om mange af dem er opstillede, virker de nærmere som en kommunikation mellem de to end som noget, der skal vises til andre. Et eksempel er billedet af min mor i en vindueskarm med udsigt til en sø. Billedet er taget inde fra rummet – formentlig hotelværelset; man må antage, at kun de to er til stede. Jeg føler mig lidt som en voyeur, når jeg ser på det og prøver at forestille mig mere, end hvad der lige er i det sekund, han tager billedet. Tænk, hvis hun vidste, at deres datter mere end tres år ude i fremtiden vil sidde og nærstudere det foto!

Alle fotografierne er sort-hvide. Farverne på malerierne er derfor snarere udtryk for en følelse (og for min kærlighed til farver!) end for faktiske kulører.

Men min mor havde det smukkeste røde hår.

Modtag mit nyhedsbrev